De granitiske bjergarter er typiske rapakivibjergarter præget af rødlig, perthitisk kalifeldspat og kvarts. I modsætning til rapakivier fra Ålandsøerne og Finland er kvartsen typisk lysegrå. Ofte ses ovale, korroderede kvartskorn, som kan minde om grankogler. Mikrografisk tekstur ses ofte. Plagioklasindholdet er meget varierende, men blokke med en del gulliggrøn plagioklas er ikke ualmindelige. Biotit er det mest almindelige mørke mineral, men hornblenderige varianter ses også.

Granitterne kan være enskornede, men er oftest let porfyriske med cm-store kalifeldspater, som kan have en ring af plagioklas. De bliver aldrig så store som i de finske og de er typisk kantede i stedet for runde. Pyterlitlignende tekstur er almindelig, men kvartskornene er sjældent rigtig kantede.

Der kendes kun få gange med porfyriske bjergarter, den største findes i stenbruddet Flakamyran og er 8 m bred. Ud fra lokale løsblokfund er det dog klart, at de findes. Porfyrerne findes både som kvartsporfyrer og syenitporfyrer og har meget varierende udseende både hvad angår grundmasse og strøkorn. I praksis vil det sjældent være muligt at skelne sikkert mellem porfyrer fra Ragunda og Rödön.

En specialitet er sfærulitporfyrer, som også findes i forskelligartede udgaver. Traditionelt kaldes de Ragundasfærulitporfyrer, men reelt er oprindelse "et sted i Nordsverige".

Den mest spændende enkeltbjergart er den såkaldte Ångermanlandsyenitgabbro. Den opstår ved at granittisk og plagioklasrig gabbro magma opblandes.

Granitterne er oftest præget af rektangulære ca 0,5 x 1,5 cm store perthitiske kalifeldspater som typisk er blege centralt og kraftigt røde i kantområderne. Helt typisk er det også, at der i kantområderne er en grov form for mikrografisk tekstur med dråbeformede kvartselementer. Mere traditionelt granofyriske former findes også. Kan som Rödöbjeregarter indeholde kalkspat og flusspat.

Porfyrer med direkte tilknytning til Nordingråområedet kendes ikke.

Ud over den granit som intrusionen består af er der talrige gange med meget forskelligt udseende kvarts- og syenitporfyrer. Gangene strækker sig langt uden for selve intrusionen, således findes en stor gang med kvartsporfyr på den nærliggende Alnös sydkyst. På kortet er angivet en anslået udbredelsesområde for granitten, men andre steder foreslås betydeligt større anrealer.

Rödögranitten er den svenske rapakivigranit, som mest ligner de typiske rapakivityper fra Åland og Finland. Der er ret stor variationsbredde fra nogenlinde enskornede typer til porfyriske med store runde kalifeldspater helt op til 5 cm. Ofte er der ikke plagioklasring, og når en sådan er til stede kan den være vanskelig at se på en uforvitret sten. Mikrografisk tekstur mere eller mindre udtalt. Pyterlitiske typer findes ikke.

Det er trods lighederne oftest muligt at skelne mellem Rödögranitter og Ålandsgranitter. Farven på Rödöblokke er mere klart teglrød, af og til med orange skær. Meget få indeslutninger af kvarts og mørke mineraler i kalifeldspaterne. Mørke mineraler og plagioklas er oftest kun sparsomt repræsenteret. Kvartsen er meget lys. Miarolitiske hulrum med kalkspat og flusspat ses ofte (men ikke altid).

Kvarts- og syenitporfyrerne varierer meget (se fotos). Ofte er der en tilbøjelighed til at strøkorn samles i grupper, men det er ikke noget sikkert kendetegn og generelt er det vanskeligt at skelne mange typer fra tilsvarende porfyrer fra især Ragunda.